NB. Redaktionen beklager, at nærværende blogindlæg ikke er opsat i samme lay-out som i den trykte udgave.
Og nej, det er ikke fordi, vi har meldt en eller anden douchebag med heksehyl i hættetrøjen til politiet. Nej, her på Etcetera holder vi os ikke tilbage fra at gribe en så unik chance som at vurdere en tjetjensk-belgisk wannabe-terrorist – helt og aldeles objektivt, naturligvis.
Og lad os sige det med det samme: Vi er absolut ikke imponerede. Først og fremmest så mislykkedes hans små bombeeksperimenter i en sådan grad, at han ikke blot blev anholdt men også formåede at skade sig selv.
Men vi skal længere ind. Og det er derfor, at det er undertegnede, der har fået denne opgave, da jeg har haft intet mindre end otte psykologilektioner i år. Jeg ved det godt, det er flot. Nu er det ganske vist ikke overvældende nyttigt i denne sammenhæng, men jeg synes nu, at det er værd at nævne.
Og nu til anmeldelsen af den etbenede Lors Doukaev – som undertegnede i øvrigt årvågent har bemærket kaldes ”Bombemanden” i massemedierne, mens han i de mere vovede aviser à la Folkebladet Lemvig kaldes for L.D. (info til 1.g’erne: det er noget, der hedder initialer. Slå det op!). Her på Etcetera er vi naturligvis ikke bange for at skrive navnet korrekt. Ud over at hr. Doukaev selvfølgelig er uduelig til at lege med bomber, så virker hans valg generelt ikke voldsomt beundringsværdige. For det første så vælger han Danmark. Danmark? Og ja, jeg har godt hørt om de der tegninger af Muhammed, men derudover udgør vi da ikke den store trussel for ekstremister.
Men når man så – som den kære Lors åbenbart også har gjort – alligevel har set sig sur på lille Danmark, hvorfor så vælge Hotel Jørgensen? For det er ikke just et tilholdssted, der udstråler, at man er en James Bond-superskurk med så mange penge, at man maler sine ofre i farven guld bare for at spille smart; Hotel Jørgensen er nemlig et billigt hotel, der er populært blandt backpackers. Og hvorfor overhovedet lege med bomber midt inde i København? Det virker på alle måder mere oplagt at først lære at håndtere sprængstof et øde sted, og så bagefter tage til landet, man vil bombe.
Nogle af de få oplysninger, vi har om Lors, er, at han har benprotese, og at han har gået til boksning. Og selv om jeg skal være den første til at indrømme, at han sikkert kunne have tævet mig (medmindre jeg selvfølgelig gik i ”De Grønne Slagtere”-mode og sparkede ham over skinnebenet og knækkede hans benprotese), så virker boksning ikke som det mest oplagte valg, når man som ambitiøs douchebag vil gå til kampsport. For har man, særligt som terrorist midt i sin dramatiske flugt fra gerningsstedet, tid til at slå en modstander tyve gange i ansigtet, før man kan gå videre til den næste? Og det endda med hyppige pauser til at tørre sved af samt til at se uintelligent ud, når man fjerner sine tandbeskyttere? Næh, det lyder sgu ikke særligt sandsynligt i mine ører. Desuden ved vi, at Lors’ næse er blevet brækket i flere omgange, hvilket ikke tyder på det vilde boksetalent.
Så er der hans religion. Selv er jeg ikke religiøs (trods min overbevisende og stærkt berusede optræden som jøde til gymfesten d. 17/9), men jeg respekterer, at folk vælger én religion at tro på. Men i sin tid i fængslet har Lors læst skrifter fra flere forskellige religioner, og det irriterer mig noget så grusomt. Endda mere end biseksuelle og folk, der svarer ”Ved ikke” i meningsmålinger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar