Drømmekongen
Barens mørke gav mig en halvdøsig rolighed, der virkede unaturlig, når jeg overvejede min handling. Et mord. Det forekom mig tragikomisk at sidde her med en smøg og en øl få timer efter et overlagt drab.
Jeg åbnede øjnene med et sæt. Min smøg var brændt ned, og det gik op for mig, at jeg havde sovet. Min tidligere ro var erstattet af en sær ængstelse, der syntes at inficere mine led. Det gav mig en umådelig lyst til at bevæge arme og ben som for at holde ængstelsen væk. Der var noget galt. En sær uhygge havde spredt sig, og jeg kunne mærke, at jeg var alene. Jeg frygtede det og kunne bekræfte problematikken, idet jeg løftede hovedet for at kigge rundt. Baren var virkelig helt tom. Men det underligste var imidlertid mit syn; konturerne på diverse genstande i rummet så udviskede og udefinerbare ud. Synet måtte være en visuel manifestation af mit gennemsyrende mentale ubehag. Jeg fik den irrationelle tanke, at det var barens skyld. Jeg måtte væk derfra. Men da jeg forsøgte at rejse mig fra stolen, faldt jeg og landede på det brunede trægulv med et blidt bump. Mine ben var komplet følelsesløse. Frygt vældede op i mit sind og blandede sig med min rastløse ubehag, som gav et ondt twist til de visuelle forstyrrelser.
En ringen, en lys klirren. Havde min hørelse nu tilsluttet sig skaren af oprørske sanser? Nej. Jeg kiggede op. Det var dørklokken. Ind kom en småbuttet mand med en stor sort hat.
”Det er dig,” sagde han nonchalant og gik over mod mig i et par store grå fiskerstøvler. Nu var jeg for alvor forvirret, ude af mig selv, og pisse bange. Var alt det her en straf for min ugerning? En hånd løftede mit ansigt. Hans hånd. Granskende studerede han mig. Da hørte jeg en sugende lyd, der knitrende skar sig vej igennem mine ører og ind i hjernen. Dundrende hovedpine. Jeg fokuserede endnu engang på min synssans og opdagede en hvid røg omgive mig.
”Jeg reducerer dig til selvet,” hørte jeg ham sige. Alt blev sort, og jeg blev kastet ind i mig selv. En mental implosion. Et virvar af kalejdoskopiske farver, former og sanseindtryk fór forbi mig. Jeg havde kun ét syn nu. Mit tredje øje; det indre syn. Jeg så. Min tidligere frygt var nu erstattet af perfekt intethed udover bevidstheden om min egen væren. Min eksistens. Det gav mig muligheden for at udforske min psyke i en tilstand af perfekt objektivitet. Et syn kom til mig fra min tidlige barndom. Jeg så mig selv sidde i en rød jolle. Den lille dreng i synet lyste af glæde. Et øjeblik kunne jeg næsten ikke tro, at det var mig. Over ham stod en tindrende sol, hvis stråler kærtegnede hans krop og gav ham en følelse af samhørighed med naturen. Det virkede næsten som om, at naturen elskede ham. Ligesom han havde elsket den.
Straks blev min objektivitet erstattet af en dybtfølt melankoli. For det gik op for mig, at jeg ikke længere stod for disse idealer. Min glæde og min kærlighed til naturen var forsvundet og undertiden blevet erstattet af hårdhed. En hårdhed, der havde slået min bror ihjel og langsomt forsuret min person. En hårdhed, der blandt de forbitrede idioter, som befolker jorden kaldes 'realiteten'.
I næste øjeblik forsvandt synet, som havde det misbilliget min melankoli og nægtet mig dets visdom. En sygelig fornemmelse af mental splittelse erstattede det. Det var som om, at tusindvis af antonyme følelser komprimerede sig i min hjerne. Forfærdeligt. Jeg prøvede at komme tilbage til min tidligere følelse af enhed, men vågnede.
Mine øjne åbnedes. Over mig stod den sære bestøvlede mand stadig og kiggede på mig. Men bag hans hoved ænsede jeg et hvidt loft af puder. Overrasket så jeg, at vi befandt os i en gummicelle. Hvad havde jeg set? Jeg var ikke sikker. Det føltes epokegørende for min person, og jeg vidste, at der var en relevans ved oplevelsen, som ubevidst blev undertrykt.
”Du befinder dig i din mentale tilstand,” sagde han. Lyden af hans stemme var en overraskelse for mine ører, som havde savnet ægte lyd. Men nu gav gummicellen mening. Den var realitetens sande ansigt, skabt af det empatiløse samfund hvori jeg var født.
”Den tilstand, du har været i siden du besluttede at tilslutte dig realiteten og forkaste din barndomsviden,” sagde han, og gik over mod en lille dør i venstre side af rummet og kiggede ud, som for at se om nogen var i nærheden. Så fortsatte han:
”Det er den realitet, du gennem din opvækst er blevet indoktrineret til at forstå. Den realitet, der slog din bror ihjel. Igennem hele din eksistens har du overbevist dig selv om eksistensen af en separation mellem selvet og naturen. Din forestilling var præget af egoisme og en fejlagtig tro på din egen vigtighed. Hvordan kan du tro, at du er noget andet eller mere end det sted du kender som den fysiske virkelighed?. Du ér den fysiske virkelighed. Der eksisterer intet skel mellem mikrokosmos og makrokosmos, mellem selvet og naturen. Alt er ét.
Hvad tror du selv dit mord er værd? I din falske vigtighed har du ladet dig selv tro, at din handling havde en konsekvens for andre end dig. Som om du kan udrette noget, der ændrer det metafysiske status quo - eller mangel på samme.
Kraften din bror bestod af er nu grundlag for andre ting. Det interessante ved din handling er derfor ikke dens konsekvenser i den fysiske verden. Det er, hvad du kan konkludere om din egen personlighed ud fra den”
Min bror.
”You're only as young as the last time you changed your mind” - Timothy Leary
Ingen kommentarer:
Send en kommentar